Fyns Politi dropper bordelsag efter Højesteretsdom
Otte kvinder slipper for at blive tiltalt for at have fungeret som telefondamer på et fynsk bordel. Det oplyser anklagemyndigheden ved Fyns Politi.
Beslutningen er truffet, efter at Højesteret for et par uger siden frikendte syv kvinder, der alle har arbejdet som telefondamer på et bordel i Lyngby.
Her fastslog landets øverste retsinstans, at kvinderne ikke kunne straffes for at fremme kønslig usædelighed for egen vindings skyld.
Bordellet i Lyngby, som kvinderne arbejdede på, blev i 2011 stormet af politiet.
Blandt de anholdte var de syv telefonpassere, der senere blev tiltalt for medvirken til rufferi og for at fremme kønslig usædelighed, som det hedder i straffeloven.
Retten i Lyngby og Østre Landsret frifandt kvinderne for rufferi-anklagen, men idømte dem betingede domme for den anden tiltale. Men de domme omstødte Højesteret altså.
Sagens store spørgsmål var, hvordan man definerer mellemmænd, som tjener penge på prostitution for egen vindings skyld.
Advokat Bjørn Elmquist, der repræsenterede to af kvinderne, gjorde sagen igennem gældende, at telefondamerne udfyldte en støttefunktion for de prostituerede og samtidig øgede sikkerheden på bordellet.
Højesteret skrev i dommen, at mellemmandsvirksomhed omfatter "selvstændig formidling af kontakt mellem en prostitueret og en kunde", men "ikke andre hjælpefunktioner i forhold til prostituerede, herunder hjælp til telefonpasning".
- Så telefondamerne øger rent faktisk sikkerheden omkring de kvinder, som jo helt lovligt udøver deres erhverv, sagde Bjørn Elmquist.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker