Fyns Politi efterlyser 55-årig sexkrænker i hele Europa
En 55-årig mand, der for to uger siden blev idømt halvandet års fængsel, er fortsat på fri fod. Foto: Free/Colorbox.dk/arkiv
Colorbox.dk
Den efterlystes advokat siger, at efterlyst mand er på ferie, og at han forventer ham hjemme i næste uge.
En 55-årig odenseaner, der for to uger siden blev idømt halvandet års fængsel for sexmisbrug af 22 piger på Stige Skole og i Stige Håndboldklub, er stadig på fri fod.
Manden mødte aldrig op til domsafsigelsen, og siden har Fyns Politi ikke kunnet finde ham.
Nu har politiet udstedt en international arrestordre på den dømte sexkrænker.
Det oplyser Fyns Politi til DR Fyn.
- Tager han til Tyskland, og der er grænsekontrol, eller tyske politifolk spørger på ham, så får de at vide, at han er efterlyst i Danmark. Det samme vil ske i alle andre europæiske lande, siger efterforskningsleder Henrik Justesen til DR Fyn.
Ifølge efterforskningslederen sker det blandt andet, fordi manden under retssagen forklarede, at han har tilknytning til et rumænsk børnehjem, hvor han har arbejdet som frivillig.
Ifølge mandens advokat, Troels Maglegaard, skal politiet ikke vente længe på manden. Han er nemlig bare på ferie og kommer snart hjem igen.
- Jeg forventer, at min klient er hjemme primo uge 2, altså den 8.-9. januar, og at han derefter som det retskafne menneske, jeg kun har indtryk af, at han er, vil acceptere rettens afgørelse om varetægtsfængsling, siger Troels Maglegaard til DR Fyn.
Den 55-årige mand arbejdede som pædagogmedhjælper på Stige Skole og som håndboldtræner i Stige Håndboldklub.
De mange overgreb er foregået i årene fra 1999 til 2015 i skolens SFO, i håndboldklubben og i mandens eget hjem i det nordlige Odense.
Under retssagen fortalte adskillige piger og forældre, at de flere gange orienterede Stige Skole om, at manden havde rørt ved og krænket små piger.
En 31-årig kvinde fortalte i retten, at også hun blev udsat for seksuelle krænkelser som barn, da hun gik i SFO'en.
Hun vidnede ifølge Fyens Stiftstidende for at kaste lys over, at manden så tidligt som 1992 angiveligt skulle have forgrebet sig på piger.
Den 55-årige mand har gennem sagen nægtet sig skyldig.
Under retssagen fortalte han, at han havde modtaget trusler på livet fra mennesker i lokalområdet og derfor ikke turde bo i sit eget hus.
Ud over fængsel blev den 55-årige pædagogmedhjælper frataget retten til at arbejde med børn og unge piger.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker