Fynsk gasselskab udsat for bombetrussel

Gasselskabet Naturgas Fyns bygning på Ørbækvej i Odense måtte fredag morgen evakueres efter en telefonbombe.

Klokken 8.50 ringede telefonen, og en mand oplyste på gebrokkent engelsk, at en bombe ville sprænge hos naturgasselskabet inden for 20 minutter. Der var ingen begrundelse for bombetruslen.

Godt fire timer senere havde Fyns Politi endevendt området med specialtrænede hunde uden at finde noget mistænkeligt, og derfor blev alarmen afblæst.

Herefter gik politiet i gang med at finde bombetrueren.

- Vi har haft fat i telefonselskabet, og vi føler os rimeligt sikre på, at opkaldet er foretaget fra udlandet. Hvor og af hvem ved vi ikke, siger politiets vagtchef.

/ritzau/

Naturgas Fyns bygning blev fredag evakueret, efter at en mand har indtelefoneret en bombetrussel.

Offentliggjort Sidst opdateret