Fynsk haveforening er dømt for at diskriminere
To personer med libanesisk og syrisk baggrund fik et ulovligt og strafbart nej, fastslår Retten i Odense.
En haveforening på Fyn er blevet dømt for at diskriminere to borgere med udenlandsk baggrund, da de søgte om at komme ind i foreningen. Det oplyser Fyns Politi onsdag.
Mændene fik nej med en begrundelse, som er i strid med en lov, der skal hindre forskelsbehandling af borgere på grund af for eksempel etnisk baggrund.
Bøden er blevet fastsat til 5000 kroner, oplyser specialanklager ved Fyns Politi, Klaus Holten Kristensen.
Retten i Odense mener, at anklagemyndighedens oprindelige bødeforelæg på 10.000 var for hård en sanktion.
Lovovertrædelsen skete tilbage i april 2017. De diskriminerede er oprindeligt fra henholdsvis Syrien og Libanon og bor i Danmark.
Årsagen til afslaget kom sort på hvidt. I en mail hed det, at haveforeningen havde bestemt, at procentandelen af udlændinge ikke måtte være højere end på landsplan, cirka syv procent, hed det.
Og dermed blev de to udsat for ulovlig forskelsbehandling, har retten slået fast i dommen, som blev afsagt efter et retsmøde 19. november.
Her nægtede haveforeningen sig i øvrigt skyldig. Man hævdede, at årsagen til afslaget i virkeligheden var, at de to personer havde optrådt på en truende facon, oplyser specialanklager Klaus Holten Kristensen om retsmødet.
Tidligere har også Ligebehandlingsnævnet set på sagen, og her var resultatet, at der skulle betales en godtgørelse på 5.000 kroner.
Nævnet har i øvrigt også behandlet andre sager om diskrimination i haveforeninger.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde