Fynsk sexkrænker arbejdede med børn
Den 40-årige mand, som har erkendt misbrug af to mindreårige piger fra Fyn, har været ansat i et børnehus og på en ungdomsskole i Odense.
Det skriver Fyens Stiftstidende, som har gransket mandens fortid.
Han er sigtet for og har erkendt seksuelle overgreb mod to mindreårige piger fra Øster Skerninge og Refsvindinge sidste efterår.
Fra 1994 til 1996 var han ansat som pædagogmedhjælper i Børnehuset Ådalen, og fra 2000 til 2002 var han medhjælper i Dalum Ungdomsskole. Det oplyser institutionschef i Odense Kommune Britta Carl.
- Det er ikke særligt rart at vide her bagefter, men vi har ikke nogen grund til at have mistanke om, at han har udøvet nogen form for krænkelser under sine ansættelser hos os. Det er rigtig vigtigt for os, siger hun til avisen.
Manden blev pågrebet for overgrebene ved et tilfælde, da politiet blev kaldt ud til en mindre brand i hans lejlighed i Skibhusene i Odense.
Her fandt man våben og kemikalier, men også en rygsæk med remedier, der var blevet brugt til overgrebene mod pigerne flere måneder forinden.
Odense Kommune blev bekendt med mandens tidligere ansættelser, da den daværende leder i Børnehuset Ådalen genkendte mandens navn i pressens dækning af tilståelsen og orienterede Børn og Ungeforvaltningen.
Hos Fyns Politi er man også i færd med at undersøge forholdene omkring hans tidligere ansættelser. Her ved man dog endnu ikke, om han har gjort noget forkert i sin tid som pædagogmedhjælper, eller om han kan forbindes med andre sager.
- Lige nu lægger vi hans liv fast og undersøger, om der er indikationer på det, fortæller leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Fyns Politi Henrik Justesen til Fyens Stiftstidende.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde