Fynske rockere anholdt for afpresning

Fyns Politi har anholdt to mænd fra rockermiljøet omkring Bandidos' nyoprettede klubhus på Mågevej i Odense.

Der er tale om et 21-årigt Bandidos-medlem og en 27-årig mand, der også kan relateres til rockerklubben.

Begge mænd sigtes for afpresning og trusler på livet mod en person, men politiet vil ikke oplyse yderligere.

- De skal fremstilles i morgen i et grundlovsforhør, og der vil juristen muligvis kræve dobbeltlukkede døre, så vi kan ikke oplyse mere, siger vicepolitikommissær Ulrik Lorenzen.

Når mistænkte for en forbrydelse fremstilles for dobbeltlukkede døre, må offentligheden end ikke få at vide, hvad de konkret er mistænkt for at have gjort.

De to rockere forventes fremstillet i Retten i Odense fredag formiddag.

/ritzau/

To rockere fra Bandidos i Odense er anholdt for afpresning og dødstrusler. Politiets jurist mørklægger sagen.

Offentliggjort Sidst opdateret