Der bliver ikke tale om ubetingede fængselsstraffe til de 11 aktivister, der planlagde og brød ind på Christiansborg under klimatopmødet i 2009 og bredte et protestbanner ud.
Det står klart, efter anklager Jakob Buch-Jepsen fredag afsluttede sin procedure i sagen med at kræve 10 af aktivisterne idømt 60 dages betinget fængsel og en enkelt aktivist 70 dages fængsel.
Otte af de udenlandske mænd og kvinder kræves desuden udvist af Danmark i de næste seks år.
Aktivisterne har hele vejen igennem erkendt at stå bag aktionen, som de har kaldt en happening og krævet straffrihed for.
Men ifølge Jakob Buch-Jepsen bør aktivisternes politiske motiv ikke frede dem.
- I Danmark er alle lige for loven - selv Greenpeace. Derfor skal de straffes på lige fod med alle andre, der begår ulovlig indtrængen, dokumentfalsk og for at udgive sig for offentlig myndighed, siger han.
Anklageren medgiver, at "sagens omstændigheder" gør, at der ikke bør blive tale om ubetinget fængsel, men han fastholder, at Greenpeace ikke er hævet over loven.
- Alle de medvirkende har erkendt, at de vidste, hvad der skulle ske, og derfor må de også tage deres straf, siger anklageren.
Ud over kravet om fængselsstraf kræves aktivister også idømt mindre bøder, mens organisationen Greenpeace Nordic skal finde mindst 200.000 kroner i egne lommer, hvis det står til anklageren.
Fire af aktivisterne sad efter anholdelsen, der skete for rullende kameraer på Christiansborg, varetægtsfængslet i 20 dage hen over jul og nytår, og deres eventuelle fængselsstraf må derfor anses som afviklet.
Sagen fortsætter fredag med forsvarernes procedurer, før dommer og domsmænd trækker sig tilbage for at tygge på sagen.
Dommen afsiges enten sent fredag eftermiddag eller på mandag.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker