Galleriejer snørede kunde i Jorn-salg

En københavnsk galleriejer handlede illoyalt over for en kunde, som hun solgte et Asger Jorn-maleri for. Derfor må hun nu betale halvdelen af sit salær på lidt over 300.000 tilbage.

Det fastslår Højesteret, der torsdag afsagde dom i sagen om salget af den berømte Cobra-malers Asger Jorn. "Hovedværk".

Galleriejeren havde fået til opgave at sælge maleriet for ejeren, der også havde købt maleriet gennem galleriet i januar 2004.

I forbindelse med salget underskrev de den 24. og 26. august 2004 en skriftlig aftale om, at galleriet skulle sælge maleriet til en minimumpris på 1,5 millioner kroner.

Fortjenesten ved videresalget skulle deles ligeligt mellem galleriet og sælgeren.

Allerede den 26. august kunne galleriejeren meddele, at maleriet var blevet solgt for 1,5 millioner kroner.

Sælgeren mente imidlertid, at galleriejeren havde stillet ham i udsigt, at maleriet kunne indbringe op til en million kroner mere.

Han følte sig derfor snydt, fordi galleriejeren allerede havde lavet en aftale med en køber om en pris på 1,5 millioner kroner.

Sælgeren anlagde sag for Østre Landsret, der dog ikke ville tage stilling til maleriets værdi.

Retten fastslog derimod, at galleriejeren havde handlet illoyalt over for sin kunde ved ikke at fortælle om aftalen. Hun blev derfor dømt til at tilbagebetale hele sit salær på 309.500 kroner.

Galleriejeren appellerede til Højesteret, og det tjente hun godt og vel 150.000 kroner på, da højesteretsdommerne mener, at kun skal aflevere halvdelen af sin fortjeneste.

Højesteret er enig i, at hun tilsidesatte sin loyalitet over for kunden ved at fortie aftalen med køberen af maleriet.

Retten lægger imidlertid vægt på, at hun også rådgav, da maleriet i sin tid blev indkøbt, og at hendes rådgivning hele vejen igennem har været en forudsætning for fortjenesten.

/ritzau/

En københavnsk galleriejer fortav oplysninger for kunde, da hun solgte Jorn-maleri. Hun må nu aflevere halvdelen af sit salær.

Offentliggjort Sidst opdateret