Går amok overfor naboer

Foto: Anders Knudsen

25-årig mand fra Skørringe til stor gene for naboerne. På bare fem dage er han gået amok og smadret billygter og rude hos naboer.

Offentliggjort Sidst opdateret

For anden gang i den korte tid, vi har været i året 2014 gik en 25-årig mand fra Skørringe amok i går eftermiddag.

Han smadrede baglygterne på den ene nabos bil, og da naboen kom til stedet blev han truet af den 25-årige med en strømpistol.

Blot fem dage tidligere havde den samme 25-årige smadret lygter på en anden nabos bil med et baseballbat. Et hærværksforhold, som han erkendte, da han senere på dagen blev anholdt i sin bil på vej mod Søllested.

Politiet anholdt den 25-årige og foretog en ransagning på hans bopæl, hvor man fandt 45 gram hash, et gram speed og 803 gram pot-miks.

Samtidigt kunne man på en overvågningsvideo se, at den 25-årige i går også havde lavet hærværk mod den nabo, hvis bil han smadrede lygter på i torsdags. Han havde nu smadret glasset i naboens hoveddør.

Den 25-årige sigtes for hærværk, trusler på livet med strømpistolen, samt overtrædelse af våbenloven og lov om euforiserende stoffer.