Gaseksplosion forårsagede dødsbrand i Vordingborg

Politi og brandvæsen måtte rykke ud den 20. juni, da et hus var gået i brand i Vordingborg. Det står nu klart, at det var en gaseksplosion, som forårsagede branden. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det var en gaseksplosion, der startede branden i Vordingborg, som endte med at koste en 71-årig mand livet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var en gaseksplosion, som forårsagede branden i Vordingborg den 20. juni, hvor en 71-årig mand pådrog sig brandskader, som han knap 12 dage senere døde af.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Branden er blevet undersøgt lige siden, og konklusionen er altså nu, at der var tale om en gaseksplosion i kælderetagen i huset.

- Undersøgelserne viser at der ikke er tegn på en forbrydelse, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Vicepolitiinspektør ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi Søren Ravn-Nielsen fortæller til avisen Ekstra Bladet, at politiet betragter hændelsen som et uheld.

- Det er noget flaskegas, som er sivet, men hvad der præcis udløser eksplosionen, kan vi ikke sige. Den tilskadekomne har været så ilde tilredt, at vi ikke har kunnet afhøre ham, siger han.

Det var 20. juni omkring klokken 23.30, at huset i Riddergade i Vordingborg brød i brand. Branden blev anmeldt af forskellige vidner.

Indsatsen med at slukke ilden stod på i flere timer. Først næste morgen klokken 06.45 kunne indsatslederen meddele, at arbejdet på stedet var færdigt.

Den 71-årige mand - som boede i huset - fik under branden pådraget sig en række alvorlige brandskader.

Han blev fløjet til Rigshospitalet, men hans liv stod ikke til at redde, og han døde 12 dage senere.

Også en kvinde kom til skade, under eksplosionsbranden. Hun faldt på grund af rystelserne og fik ikke brandskader. Det oplyste Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efter branden.

- Det var en ret voldsom brand med omfattende skader. Bygningen er mere eller mindre styrtet sammen, sagde politiets vagtchef Michael Skræddergaard efter branden.