Gav flygtninge et lift: Mine værdier kolliderer med loven
Handlingen og intentionen fortryder jeg ikke, siger mand efter dom for at have givet flygtninge et lift.
- Når man overtræder loven, så bliver man straffet.
Sådan siger en 41-årig østjyde efter at have modtaget en dom for at have givet fem afghanske flygtninge et lift gennem landet.
Den tilsyneladende afklarede reaktion er imidlertid ikke et udtryk for, at den dømte ser sagen som simpel.
- Nogle gange kolliderer ens værdier med lovgivningen. Handlingen og intentionen fortryder jeg ikke.
- Men jeg ærgrer mig over, at jeg ikke satte mig ordentligt ind i tingene, inden jeg gjorde det. Fordi så havde jeg ikke gjort det, siger den dømte uden for Retten i Randers.
Manden vidste nemlig ikke, at han gjorde noget forkert, da han 8. september sidste år kørte sydpå for at hjælpe nogle af de mange flygtninge og migranter, der søgte mod nord.
På stationen i Flensborg så han en gruppe på tre voksne mænd og to piger, der viste sig at være henholdsvis 13 og fire år - alle fra Afghanistan. Dem gav han et lift til Grenaa.
- Det var særligt børnenes situation, der påvirkede mig. Jeg har selv to børn, og hvis de havde været i en lignende situation, ville jeg ønske, at nogen ville hjælpe dem.
Senere på aftenen blev både den 41-årige familiefar og gruppen af afghanere imidlertid anholdt i Grenaa - og nu er manden dømt for forbrydelsen.
Straffen lyder på en bøde på 5000 kroner, og den dømte har valgt at modtage dommen.
Inden for 14 dage er det derfor op til anklagemyndigheden at beslutte, om sagen skal prøves i landsretten.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet