Uventede pakker kan være rare at få. Men når modtageren har tegnet profeten Muhammed, hedder Kurt Westergaard og er stærkt truet på livet, er det ikke helt gennemtænkt.
Fredag udløste fundet af en pakke foran Kurt Westergaards hjem på Grøndalsvej i Viby ved Århus bombealarm. Kurt Westergaard ventede nemlig ingen pakke, og politiet tog ingen chancer efter fundet. Muhammedtegneren selv og samtlige naboer i 100 meters omkreds blev evakueret, og bomberydderne fra Skive blev tilkaldt.
Da Rullemarie ankom, blev pakken først røntgenfotograferet og derefter beskudt. Da den ikke sprang i luften, blev den undersøgt nærmere, og det viste sig, at den blandt andet indeholdt et brev.
- Brevet var adresseret til husets mandlige beboer. Brevets indhold var af positiv karakter, og pakken indeholdt tillige en gave. Pakken var forsynet med både "modtager og afsender", hedder det i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.
Fredagens bombealarm kom kun et par dage efter, at det kom frem, at to mænd er blevet anholdt i Chicago, sigtet for at have planlagt et angreb mod Morgenavisen Jyllands-Posten, hvis redaktion kun ligger et par hundrede meter fra Kurt Westergaards hjem på Grøndalsvej.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned