Gedserborgere er overraskede

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det er forkasteligt, det kan lade sig gøre.

Torben Steffensen, Gedser, er overrasket og chokeret over, at Statsadvokaten har opgivet at rejse tiltale mod en 53-årig kvinde for at have slået sin lejer i Gedser, Ditlev Feldinger, sin mand og svigermor ihjel med gift.

- Politiet havde jo beviser, fordi noget i hans opkast viste, at hun havde givet ham medicin, siger Torben Steffensen.

De tre dødsfald, som statsadvokaten nu har besluttet at opgive at rejse tiltale for, fordi beviserne mangler, går tilbage til april 2006. Da døde hendes svigermor. Tre uger senere døde hendes daværende mand, og i oktober sidste år døde Ditlev Feldinger, som boede i hendes hus i Langgade 4A i Gedser.

Linda og Torben Steffensen gjorde det makabre fund af Ditlev Feldinger.

- Vinduet på første sal stod åbent. Det var unormalt, og sådan opfattede andre det også, fordi de havde forsøgt at komme ind i huset. Jeg gik om i haven, og fra vinduet på husets bagside kunne jeg se, at han lå nøgen på stuegulvet. Vi kunne også se hans fire hunde derinde. Min kone ringede til politiet, men Falck kom først, fortæller Torben Steffensen og føjer til, at den døde mand havde ligget i sit hus i tre-fire dage, før han og hans kone gjorde det makabre fund.

- Jeg ønsker bare, at vi nu slipper for at få hende herned til Gedser, siger Torben Steffensen og føjer til, at hun udover rækkehuset i Langgade, som fortsat er til salg, ejer en forretningsejendom i Langgade, hvor der har været bagerforretning.

Men en retssag kommer det til, fordi kvinden er tiltalt for drabsforsøg på sin samlever i Næstved ved at give ham morfin og diazepam. Herudover tiltales hun for overtrædelse af lægemiddelloven, falsk forklaring i retten, falsk anmeldelse om indbrud og spirituskørsel i frakendelsestiden.