Genbrugsmedarbejder truet

Uenighed mellem en ansat og en 44-årig der skulle aflevere affald på en genbrugsplads endte med trusler og i sidste ende en dom.

Offentliggjort Sidst opdateret

Normalt foregår det ganske roligt og gemytligt, når kommunens borgere kommer på Nakskov Miljø- og genbrugsplads på Miljøvej for at aflevere deres storskrald.

Men en dag juni måned i år udviklede en episode mellem en 44-årig mand og en ansat på genbrugspladsen sig til en voldsom affære. Så voldsom, at den endte som en domsmandssag i Retten i Nykøbing, hvor den 44-årige blev idømt 30 dages ubetinget fængsel for trusler. Episoden udviklede sig efter en uenighed om, hvordan affaldet skulle afleveres.

Ifølge anklageskriftet sket udviklede diskussionen sig ved at den 44-årige truede den ansatte på pladsen med tæsk.

Herefter satte den 44-årige sig ind i sin firmavarebil og kørte frem mod den ansatte med høj fart på en måde, så han frygtede, at han ville blive påkørt eller mast op mod en container. Sagen udviklede sig yderligere, da de to partyer mødtes på Bregnevej i Nakskov en lillemåneds tid senere.

Her spurgte den 44-årige, om modparten ville trække sin voldsanmeldelse til politiet tilbage. Da svaret var benægtende blev han hilst med ordene: “Så bliver det værst for dig selv”.

I retten valgte dommer og domsmænd i store træk at dømme den 44-årige efter anklageskriftet i begge episoder. Dog mente retten ikke, at der var ført bevis for, at den ansatte ved den første episode på genbrugspladsen blev truet med at få tæsk.

Han blev dømt for at køre frem mod den ansatte og for efterfølgende vidnetrusler. Det sidste var det den alvorligste del af anklagen. Den dømte udbad sig 14 dages betænkningstid med hensyn til anke af dommen til landsretten.