Genbrugsplads afspærret efter indlevering af ukendt kemikalie
To ansatte på den afspærrede genbrugsplads er kørt til tjek, efter at de har indåndet et ukendt kemikalie.
To ansatte på genbrugspladsen i Hønsinge ved Vig i Nordvestsjælland har indåndet et ukendt kemikalie i forbindelse med håndteringen af kemikaliet.
Det har givet dem gener, og de er kørt til tjek på skadestuen.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på det sociale medie X.
Det var omkring klokken 13.30 tirsdag, at politiet fik anmeldelsen.
Genbrugspladsen er tirsdag eftermiddag afspærret, og eksperter er tilkaldt for at undersøge kemikalierne nærmere, oplyser vagtchef Boye Rasmussen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
- Vi ved ikke, hvad det er for nogle kemikalier, for vi kan ikke stole på det, der står på bøtterne, som folk afleverer, siger vagtchefen.
Bøtterne med kemikalier er blevet indleveret af nogle personer, som har ryddet op i et sommerhus. Derefter har ansatte på genbrugspladsen skullet håndtere kemikalierne, og i den forbindelse er der opstået problemer.
De har fået gener. Det fremgår ikke, hvilke gener de har fået. Vagtchefen kan klokken 15 ikke oplyse nærmere om de ansattes tilstand.
Det er Kemisk Beredskab under Beredskabsstyrelsen, som er blevet tilkaldt for at se nærmere på bøtterne. Beredskabet kan udføre analyser af farlige og ukendte stoffer.
Klokken 15 er det uvist, hvornår genbrugsstationen kan genåbne. Det afhænger blandt andet af, hvilke kemikalier der er tale om, og hvordan de skal håndteres.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned