Gerningsmand fanget på video ved skuddrab i Kalundborg
17. november 2020 blev to mænd dræbt og en tredje kritisk såret ved et skyderi i Kalundborg. Midt- og Vestsjællands Politi har tirsdag offentliggjort billeder af en hvid Audi A4 Avant stationcar årgang 2009, som holdt på Engvej i Kalundborg på gerningstidspunktet. Foto: Midt- og Vestsjællands Politi/Free
Midt- og Vestsjællands Politi/Free
Politi har offentliggjort video og billeder i sagen om et skyderi i Kalundborg i november, hvor to blev dræbt.
Fire mænd sidder varetægtsfængslet for at have skuddræbt to mænd i Kalundborg i november sidste år. Men der kan være flere gerningsmænd på fri fod.
Sådan lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi, som tirsdag har offentliggjort nye billeder og en video fra sagen. Politiet håber, at offentliggørelsen kan få borgere til at hjælpe med mulige observationer i dagene omkring drabet.
- Vi har efterforsket mod de fire varetægtsfængslede siden, og nu peger vores efterforskning på, at der kan være flere gerningsmænd på fri fod, siger politikommissær Michael Robdrup Andreassen i en meddelelse.
Skyderiet fandt sted 17. november sidste år på Nørre Allé i Kalundborg på parkeringspladsen ved supermarkedet Meny. Foruden de to dræbte blev en tredje kritisk såret.
På den netop offentliggjort video, der varer få sekunder, ses en gerningsmand komme løbende ind på parkeringspladsen. Til sidst i klippet hæver han armene, og det ser ud til, at han sigter med en pistol.
Politiet fik anmeldelsen af skyderiet klokken 18.12. Omkring 15 minutter senere fik politiet en anmeldelse om, at en brændende bil holdt på Eskebjergvej i Kalundborg.
Der er dog også en anden bil, der har politiets interesse.
Politiet har offentliggjort billeder af en hvid Audi A4 Avant stationcar årgang 2009, som blev fundet holdende på Engvej i Kalundborg ved gerningstidspunktet. Bilen er beslaglagt.
- På bilen var påsat norske, stjålne nummerplader, og bilen indgår nu i efterforskningen af skudepisoden. Derfor er vi meget interesserede i at høre fra borgere, der i dagene op til skudepisoden på Nørre Allé har set den hvide Audi i byen, siger politikommissæren.
Ofrene i sagen var tre mænd i starten af 20'erne fra Storkøbenhavn. Det tredje offer, der overlevede flere skud, blev efter behandling på sygehuset udskrevet efter ti dage.
De fire varetægtsfængslede mænd er ligeledes i 20'erne fra Storkøbenhavn.
Har man oplysninger om sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114. Politiet vil også sætte en mobil politistation op ved Meny på Nørre Allé onsdag, hvor man kan tale med politiet.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker