Giver ikke mening at fjerne knive

Det giver ikke mening at fjerne knivene fra fælleskøkkener på forsorgshjemmet på Saxenhøj i den tro, at man dermed kan reducere chancerne for, at beboerne overfalder personale eller andre beboere.

Kommunen blev efter det tragiske overfald på Saxenhøj i maj måned, hvor to ansatte blev dræbt og en beboer hårdt såret, enige med Arbejdstilsynet om, at fjerne køkkenknive fra fælleskøkkenerne, og der opsattes i stedet en kødkniv, en brødkniv og en saks, som blev lænket til væggen med en stålwire.

Efterfølgende har afhøringerne af beboeren som dræbte de to ansatte vist, at han havde købt mordvåbnet – en køkkenkniv – og opbevarede den på sit værelse.

- Forsorgshjemmet er netop beregnet til, at beboerne skal trænes til at bo selv og blandt andet kunne begå sig i et køkken, fortæller direktør Alma Larsen i Guldborgsund Kommune.
-Forsorgshjem er et omsorgstilbud, hvor en vigtig del af arbejdet består af botræning. Her træner personalet via pædagogiske principper beboerne i at kunne klare sig selv med henblik på at blive i stand til at bo i egen bolig og udføre, hvad der betragtes som almindelig husførelse. Det handler blandt andet om at gøre dem i stand til at kunne begå sig i et køkken, så de kan klare mindre men for dem vigtig madlavning. Det betyder også, at flere af beboerne laver mad på eget værelse på forsorgshjemmet – og i den forbindelse anskaffer sig de nødvendige køkkenredskaber. En vurdering af beboernes adgang til knive i enhedens fælleskøkkener og en fastspænding af knivene i fælleskøkkenerne fører derfor højst sandsynligt til, at beboerne køber egne knive, til at have på deres værelser.

Guldborgsund Kommune hæfter sig også i deres klage til Arbejdsmiljøklagenævnet, at andre institutioner landet over heller ikke billiger, at knive bliver fjernet fra fælleskøkkener.

- Hvis du fjerner kniven fra køkkenerne bliver resultatet, at folk køber deres egne og lægger dem på værelset. Så kan man ikke gøre noget ved det. Vi bliver nødt til at tage udgangspunkt i, at folk i deres dagligdag har omgang med knive, siger Robert Olsen, forstander på Mændenes hjem på Vesterbro i København i Avisen.dk.

Der kan gå lang tid inden Saxenhøj får svar på deres klage og dermed eventuelt få ændret strakspåbuddet. Arbejdsmiljøklagenævnet oplyser, at der er fire måneders behandlingstid på klager.

Foto: Claus Hansen

Guldborgsund Kommune har klaget over Arbejdstilsynets starkspåbud efter drab på Saxenhøj.

Offentliggjort Sidst opdateret