Glæde og galde over journalistdom

Der er meget forskellige opfattelser af byrettens fængselsdom over to journalister for brugen af et skjult kamera på plejehjemmet Fælledgården.

Sundhedsdirektøren i København er tilfreds med dommen, mens Dansk Journalistforbund er "rystet".

Den administrerende direktør i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune, Lene Sillasen, konstaterer, at brugen af det skjulte kamera ifølge byrettens dom krænker både beboere og medarbejdere.

- Journalisterne havde flere muligheder for at afdække historien end lige netop at filme en gruppe af samfundets svageste i de mest intime situationer i deres eget hjem og så efterfølgende bringe det på landsdækkende fjernsyn uden deres samtykke, siger Lene Sillasen.

Politikerne, der efterfølgende råbte op, bør give de ansatte på Fælledgården end undskyldning, mener næstformand Marianne Jensen i FOA's Social- og sundhedsafdeling:

- Optagelserne, der blev vist af DR, viser ganske enkelt ikke sandheden. Dommen bør give stof til eftertanke hos de politikere og andre, der stod i kø for at fordømme personalet på Fælledgården, siger Marianne Jensen.

Derimod mener Dansk Journalistforbund (DJ), at dommen er forkert:

- Jeg er rystet over dommerens afgørelse, som er usædvanligt barsk og et alvorligt indgreb over for pressefriheden og de journalistiske redskaber, som ind imellem kan være nødvendige i undersøgende journalistik, siger DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård.

- Med en sådan dom risikerer vi, at vigtige historier ikke kommer frem. Det vil være til stor skade for den demokratiske udvikling. Journalister skal i udvalgte tilfælde kunne tage særlige redskaber i brug for at afdække historier, der er i offentlighedens interesse, siger journalisternes formand.

/ritzau/

Sundhedsdirektøren i København er tilfreds, mens Journalistforbundet er absolut utilfreds med byretsdom over journalister for skjult kamera på plejehjem.

Offentliggjort Sidst opdateret