Glatte veje: Varebil bragede ind hos sovende familie
Ingen kom til skade ved påkørsel af hus i Tjørring. Over hele Jylland melder politiet om glatte veje.
En familie i Tjørring ved Herning fik onsdag morgen en brat opvågnen, da en varebil bragede ind i deres hus.
Ingen kom til skade ved ulykken, som ifølge Midt- og Vestjyllands Politi skyldtes glatte veje.
- Der er lavet store skader på skalmuren, og så er der en radiator, der er blevet slået løs, så der står vand ud over det hele, fortæller politiets vagtchef, Sune Espersen, til Ritzau.
Skaderne på huset er så omfattende, at mandskab fra Beredskabsstyrelsen er blevet tilkaldt.
Ifølge Lars Høg Schou, der er operativ chef i Beredskabsstyrelsen, er man til stede med seks mand og materiel til afstivning.
Ud over uheldet i Tjørring melder vagtchefen om glatte veje i resten af politikredsen. Morgentrafikken i det midt- og vestjyske har indtil videre budt på fire mindre færdselsuheld.
Vagtcheferne i de øvrige jyske politikredse fortæller samstemmende til Ritzau, at vejene onsdag morgen er spejlglatte. Flere steder har det forårsaget uheld.
- Folk skøjter rundt derude, men der er heldigvis ikke sket noget alvorligt. Der er kun tale om bøjede bildele, fortæller vagtchef Michael Elkjær fra Nordjyllands Politi.
Hos Sydøstjyllands Politi beretter vagtchefen om to færdselsuheld i morgentrafikken ved henholdsvis Billund og Grindsted.
- Begge uheld skyldes formentlig, at der har været glatte veje, fortæller vagtchef Hans Hoffensetz.
Også i Østjyllands Politi er vejene spejlglatte, oplyser politiets kommunikationsmedarbejder Marianne Morgen. Kredsen har i morgentimerne onsdag dog kun meldinger om et enkelt mindre færdselsuheld.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker