Glemsom glarmester slap med bøde for kniv

Ikke alle glemsomme mennesker kommer i fængsel, fordi de har en arbejdskniv på sig. I Østre Landsret er en håndværker sluppet med en bøde på 3.000 kroner.

Dommen er trykt i det nye nummer af Ugeskrift for Retsvæsen. Og det sker få dage før, Højesteret tager stilling til, om to andre mænd skal syv dage i fængsel på grund af den omdiskuterede knivlov.

En pædagogmedhjælper fra Nørresundby er tiltalt på grund af, at han kørte rundt med et multiværktøj i sin bils handskerum, og en tankpasser fra Middelfart havde to hobbyknive fra sit arbejde i sin bil, da han holdt uden for et diskotek for at hente sin ven. Anklagemyndigheden kræver, at Højesteret holder fast i fængselsstraffen til begge mænd.

Den heldige håndværker blev stillet for retten, fordi han på et værtshus i Rødovre blev opdaget med en glarmesterkniv med et blad på otte centimeter.

Kniven lå i en lomme på arbejdsbukserne, og det var ren og skær forglemmelse, at han havde kniven med, da han gik på værtshus, sagde han.

Hele aftenen holdt han sig ved ét bestemt bord sammen med sin mester og arbejdskammerater bortset fra en enkelt omgang billard.

Også i hans tilfælde har anklagemyndigheden forlangt fængsel i syv dage, men dommerne mener, at der er "særligt formildende omstændigheder", og derfor slipper han med bøden på 3.000 kroner.

Tirsdag afgør Højesteret sagerne fra Nørresundby og Middelfart, som Procesbevillingsnævnet har banet vejen for, fordi de er meget principielle. De syv højesteretsdommere skal blandt andet tage stilling til, hvad der er en ulovlig kniv, og hvad der eventuelt kan nedsætte dommen i knivsager.

Afgørelsen kan få betydning for en lang række andre sager om overtrædelse af knivloven, der er sat i bero, indtil Højesteret har talt. Også to beslutningsforslag fra De Radikale og Enhedslisten i Folketinget om at afskaffe minimumstraffen på syv dage er sat i bero.

/ritzau/

En glarmester kunne nøjes med bødestraf, da han glemte en kniv i lommen på sine arbejdsbukser. Tirsdag afgør Højesteret, hvor grænsen går.

Offentliggjort Sidst opdateret