Græker frygter for sit liv ved udlevering

En græsk statsborger kæmper for at undgå at blive udleveret til sit hjemland, hvor myndighederne vil have ham straffet for økonomisk kriminalitet.

I Retten i Roskilde fremlægger mandens advokat flere eksempler på trusler på livet, og advokaten vil også afhøre græske vidner.

Justitsministeriet har ikke kunnet se nogle problemer i at efterkomme en europæisk arrestordre om udlevering af manden, der har siddet varetægtsfængslet siden december.

Også mordet på en græsk journalist fremhæves af advokat Susanne Graffmann som bevis på, at hendes klient skal være truet ved en udlevering.

Manden har været direktør i et selskab, der med koncernen ABB har opført en vindmøllepark.

Projektet blev delvist finansieret af EU-tilskud, men en del af pengene er gået til bestikkelse af embedsmænd i det græske finansministerium, hævder den tidligere direktør.

Angiveligt er hans viden farlig. Hans advokat dokumenterer flere eksempler på trusler mod manden, der er i 40erne.

"Du er gået for vidt. Du skal holde inde med det samme. Ellers bliver dine børn prisen, du må betale for ikke at have hørt på os," står der i en af meddelelserne.

Under retsmødet tirsdag udspørger dommer Mogens Pedersen grundigt grækeren om forholdene i vindmøllevirksomheden.

For eksempel har dommeren ønsket konkrete eksempler på bestikkelse og navne på modtagerne.

Eks-direktøren har forklaret, at der også skulle gives bestikkelse til de embedsmænd, der skulle kontrollere, at alt gik rigtigt til.

Dommeren når ikke tirsdag at afgøre, om det er forsvarligt at udlevere manden. Der er brug for endnu et retsmøde på et senere tidspunkt.

/ritzau/

Forretningsmand stritter imod udlevering til straffesag i Grækenland og henviser til trusselsbreve.

Offentliggjort Sidst opdateret