Graffitimalere prajer patruljevogn
Hvis man ikke har helt rent mel i posen, er det vigtigt at se sig ordentligt for, inden man prajer en taxi.
Det må to mænd på 26 og 27 år sande, efter at de tidligt torsdag morgen prajede, hvad de troede var en taxi, men viste sig at være en patruljevogn.
- Vi får en anmeldelse om, at der bliver malet graffiti i Knudrisgade, fortæller vagtchefen ved Østjyllands Politi, Per Bennekou.
- Da patruljen når frem, står der ganske rigtigt to mænd og er i fuld gang med at male. De stikker dog af, da de får øje på politiet, fortsætter han.
Politipatruljen kører lidt rundt i kvarteret, og efter cirka fem minutter er der bid.
- Der står to mænd og vinker ad patruljevognen, som, de tror, er en taxi. De er smurt ind i maling på både tøj og hud og bliver anholdt., siger vagtchefen.
Det viste sig at være en 26-årig mand, som til daglig bor i Storbritannien, og en 27-årig mand der bor i Tyskland. De er dog begge danskere.
Mændene blev sigtet for hærværk og løsladt efter endt afhøring.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde