Gramsede på ungarbejder: 31-årig sigtet

En 31-årig mand er sigtet for at gramse på en 16-årig ungarbejder. Arkivfoto: Anders Knudsen

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV: En 31-årig mand blev torsdag aften anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse, efter han gramsede på en ungarbejder i et supermarked i Nakskov.

Det oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Den 31-årige mandlige kunde tog en 16-årig pige på bagdelen, og det fik supermarkedet til at tilkalde politiet, der anholdt.

Uønsket som kunde

Ifølge politiets døgnrapport er den 31-årige mand fra lokalområdet, og han har tidligere opført sig upassende i butikken.

Manden blev anholdt klokken 19.13 og løsladt igen klokken 20.01 efter afhøring. Han er blevet oplyst om, at han ikke er velkommen i supermarkedet længere.