Det burde ikke kunne komme bag på politiet, at Greenpeace snød sig ind til gallamiddagen på Christiansborg.
Det tyder nemlig på, at miljøorganisationens overraskende happening var noget nær en gentagelse af sidste uges aktion ved EU-topmødet i Bruxelles.
EU-landene var samlet for at drøfte klimaspørgsmålet. Men kort før topmødets start kørte en konvoj med tre sorte limousiner frem til EU's ministerrådsbygning. Da bilerne nåede helt frem til den røde løber, som var forbeholdt EU-lederne, trådte 11 klimaaktivister med falske adgangstegn ud af bilerne og foldede et banner ud.
- Vi lejede nogle pæne biler, udstyrede dem med blinkende lygter og tog jakkesæt på, fortalte Marc Breddy fra Greenpeace i sidste uge til det franske nyhedsbureau AFP.
Det var tilsyneladende den samme fremgangsmåde, som Greenpeace brugte i København torsdag aften. En kilde i organisationen fortæller til B.T. at man brugte tre lejede limousiner forsynet med falske nummerplader til at glide ind i køen af statsoverhoveder, der ankom til Christiansborg. De to aktivister, der steg ud, var klædt i gallatøj. Med sig havde de en tredje medsammensvoren, der gav den i rollen som bodyguard.
Alle tre blev anholdt og vil fredag eftermiddag blive krævet fængslet.
Københavns Politi har i hårde vendinger kritiseret Greenpeace for aktionen. Men i Greenpeace opfatter man ikke aktionen helt så dramatisk.
- Det var gennemtænkt fra aktivisternes side, og det, de foretog sig, var uden nogen særlig sikkerhedsrisiko. De havde et par håndbannere på sig, og som man også kunne se på tv, foregik det meget stille og roligt, siger Henrik Pedersen, der er kampagnechef for Greenpeace i Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde