Grønthandler dømt til at lukke forretning

En grønthandler fra Amager kan nu melde sig ind i den meget lille klub af personer, der er blevet frakendt retten til at drive fødevareforretning.

Onsdag afgjorde en enig domsmandsret i København, at grønthandleren ikke må drive forretning med fødevarer i to år, lige som han skal betale en bøde på 75.000 kroner.

Ifølge anklageskriftet og Fødevarestyrelsens kontrolrapporter har der været store mængder rådden frugt og grønt i hans forretning, lige som en del af varerne ikke har været mærket på dansk eller et lignende sprog.

Og selv om grønthandleren kunne fremvise den seneste kontrolrapport, der indeholdt en glad smiley, valgte dommeren og domsmændene at følge anklagerens krav om at frakende manden retten til at drive sin forretning.

Det er meget sjældent, at folk får frakendt retten til at drive fødevarevirksomhed. Hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kender man således kun til et enkelt fortilfælde, hvor en erhvervsdrivende er blevet frakendt den ret.

På trods af sin sjældenhed, er det anden gang i denne uge, at Københavns Byret behandler en lignende sag. Mandag blev en slikhandler fra Nørrebro frakendt retten til at drive lignende forretning i et år og idømt en bøde på 100.000 kroner.

Han havde i en række tilfælde ikke kunnet fremvise et ordentligt regnskab, lige som han ikke havde kvitteringer på, hvor han havde købt en række afgiftsbelagte varer.

I onsdagens sag mod grønthandleren, var det en tilfreds anklager, der kunne konstatere, at retten - trods de få fortilfælde - havde været enig med anklagemyndigheden.

- Vi håber, at det har en vis præventiv virkning, når de her domme kommer ud. Man får ikke kun en bøde, man kan også risikere at blive frakendt retten til at drive sin forretning, siger politiassessor Elisabeth Boserup fra Københavns Politi.

/ritzau/

En københavnsk grønthandler er blandt de få, der er blevet frakendt retten til at drive forretning i to år. Mandag blev en slikhandler også dømt til at lukke.

Offentliggjort Sidst opdateret