Hårde ord om en kvinde var tilsyneladende den udløsende faktor for et masseslagsmål under en koncert i Amager Bio, hvor en dreng lå blødende tilbage på gulvet med syv knivstik.
Dagen efter døde den 16-årige Carlos Kassitah på operationsbordet på Rigshospitalet.
Men forbrydelsen ved midnat 31. maj 2008 bliver ikke opklaret.
Det kan ikke bevises, at de mænd, der i første omgang blev sigtet, er skyldige i drabet, mener anklagemyndigheden.
De fire er nu derfor udelukkende tiltalt for at have sparket og slået drengen, da han lå ned, og for bagefter at have stukket en anden med kniv uden for koncertstedet.
De nægter sig alle skyldige, kom det frem, da straffesagen onsdag begyndte i Københavns Byret.
På scenen den aften i Amager Bio stod orkestret Magic System fra Elfenbenskysten. Musikerne er kendt for deres budskab om fred, men pludselig gik det galt blandt tilskuerne.
En sagde "kælling" om en af de fire tiltaltes hustru, og det fik manden til efter eget udsagn at svare igen med "vis lidt respekt". Og så begyndte tumulten, fortalte han i retten.
- Jeg blev overdænget med slag og spark af flere personer, sagde den 25-årige mand.
En af hans fætre, der også er tiltalt for overfaldet, slæbte ham i sikkerhed.
- Hvis han ikke havde trukket mig væk, var jeg ikke kommet ud i live, sagde den 25-årige.
Først dagen efter kørte den forslåede mand på en skadestuen - og valgte så den i Glostrup.
- Vi var bange for at blive opsøgt på skadestuen af de andre, sagde den 25-årige, der tidligere over for politiet har udpeget "de andre" til at være folk fra Blågårdsgadebanden. Selv plejer han omgang med personer fra Ishøj.
Adskillige betjente bevogtede retssalen. De tiltalte havde bedt om beskyttelse hos ordensmagten.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde