Grove overfald på p-vagter sker sjældent

Det brutale kølleoverfald fredag aften på tre sagesløse parkeringsvagter ved Christiania hører til de absolutte sjældenheder. Faktisk går der længere og længere tid imellem, at korpset af p-vagter oplever ubehageligheder i deres arbejde.

Det fortæller centerchef Anders Møller fra Center for parkering i Københavns Kommune.

- Det er heldigvis langt mindre almindeligt, end det har været. Vi har sat rigtigt mange kræfter ind på at mindske antallet af overfald, og det er vi også lykkedes med.

- Både i 2010 og 2011 har vi registreret et historisk lavt antal af overfald på parkeringsvagter i hele Københavns Kommune. Faktisk er antallet reduceret med mere end 70 procent siden 2002, tilføjer Anders Møller.

Han har aldrig hørt om fortilfælde af samme kaliber brutalitet, som det, der skete fredag aften, da en gruppe maskerede voldsmænd kom løbende ud på Refshalevej ved Christiania og gennembankede tre parkeringsvagter med køller.

- Og i området omkring Christiania har der gennem længere tid været en situation, der kan betegnes som normal. Der har ikke været noget, der har indikeret, at der var en optrapning på vej, forklarer Anders Møller.

Kommunen definerer overfald som episoder, der retter sig mod den enkelte p-vagts person: Uanset om der er tale om verbale tilsvininger eller egentlige korporligheder med spyt, slag og spark.

Den slags ubehagelige episoder var der cirka tyve af i København i både 2010 og 2011, men kun et par enkelte var deciderede voldsepisoder ifølge Anders Møller.

- Og vi taler altså et korps på 110 parkeringsvagter, der arbejder 365 dage om året, tilføjer Anders Møller.

Københavns Kommune har gennem længere tid arbejdet på at højne sikkerheden for parkeringsvagterne og har blandt andet givet kurser i konflikthåndtering.

Alligevel var de magtesløse over for overfaldsmændene. Politiet har ikke anholdt nogen i forbindelse med overfaldet og kender ikke deres eventuelle tilknytning til fristaden.

Parkeringsvagterne holder sig nu foreløbigt fra Christiania efter det brutale overfald fredag aften. Det vides ikke, hvornår de genoptager patruljeringen.

/ritzau/

Antallet af ubehageligheder og overfald på parkeringsvagter i København sker stadigt sjældnere.

Offentliggjort Sidst opdateret