Guldborgsund-direktør taget for spritkørsel

Foto: Guldborgsund Kommunes direktør Ib Østergaard Rasmussen har mistet kørekortet på grund at spritkørsel.

Ib Østergaard Rasmussen, direktør i Guldborgsund Kommune, har mistet kørekortet på grund af spritkørsel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ib Østergaard Rasmussen, direktør i Guldborgsund Kommune, har mistet sit kørekort. Han blev i august taget for spritkørsel med en promille på 1,3. Det skriver Guldborgsund Kommunes medarbejderavis "Sundet".

Ifølge "Sundet", fortæller direktøren, at han sammen med sin kone havde været til sommerfest udenfor Nykøbing en aften i august. Klokken cirka 01.30 kørte parret hjem med Ib Østergaard Rasmussens kone bag rattet.

- Et par kilometer fra vores hjem får hun noget i øjet, og sammen bliver vi enige om, at jeg skal køre det sidste stykke hjem, fortæller Ib Østergaard Rasmussen til "Sundet".

Med Ib Østergaard Rasmussen bag rattet blev bilen stoppet af færdelspolitiet og han blev bedt om at puste i alkometeret. Den efterfølgende blodprøve viste en promille på 1,3.

Ifølge "Sundet" er konsekvensen for direktøren, at han har fået frataget sit kørekort i to og et halvt år.

Det har ikke været muligt at træffe Ib Østergaard Rasmussen for en kommentar.