Den 48-årige indehaver af guldsmedeforretningen Al Rasoul Jewellery på Nørrebrogade i København har mistet lysten til at være guldsmed.
Det sker, efter at hans forretning forleden igen blev udsat for et groft røveriforsøg, og han selv slået i hovedet med en jernstang. Det er det tredje væbnede røveri i de 10 år, han har haft forretningen.
- Jeg har det meget dårligt med angrebene. Det er blevet meget farligt at være guldsmed, og jeg overvejer at lukke butikken. Det er også hårdt for familien. Min kone og min søn har heller ikke lyst længere, siger indehaveren Amer Shakir til Ritzau, der stadig har et stort ar i panden efter det seneste røveriforsøg.
Det fandt sted, dagen før Københavns Byret indledte retssagen mod to chilenere, der er tiltalt for et røveri mod guldsmeden i slutningen af juni sidste år.
Amer Shakir, der torsdag var indkaldt som vidne i byretten, går stadig til psykolog for at få bearbejdet de psykiske skrammer efter dette overfald.
Han var uarbejdsdygtig i halvanden måned sidste sommer.
I alt fire personer er mistænkt for røveriet mod Al Rasoul Jewellery, der foregik omkring åbningstid den 29. juni 2009.
To af de tiltalte var på anklagebænken i Københavns Byret torsdag. Det er en 18-årig mand og en 23-årig kvinde med chilensk baggrund, der begge er tiltalt for røveriforsøg og drabsforsøg.
Manden erkender at have været i guldsmedeforretningen, men nægter sig skyldig i drabsforsøg. Kvinden, hvis rolle menes at have været fører af en flugtbil, nægter sig skyldig i det hele.
Guldsmeden forklarede torsdag, at han åbnede døren for en mand, som han troede var en kunde. Manden trængte ind i butikken, og kort tid efter dukkede yderligere to mænd op. Alle tre mænd stak med kniv, og den ene slog ham med skæftet af en pumpgun.
Under angrebet fik guldsmeden et fire centimeter dybt sår i halsen og læsioner forskellige steder på kroppen, inden det lykkedes ham at jage røverne på flugt.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde