HA-prøvemedlemmer dømmes for brandangreb på Bandidos-klubhus
Bandidos' daværende klubhus i Viby J ved Aarhus var i februar sidste år mål for et brandattentat, hvor prøvemedlemmer fra rockergruppen Hells Angels kastede molotovcocktails - en form for brandbomber. (Arkivfoto). Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Retten i Aarhus har dømt to mænd for at kaste molotovcocktails. Mændene er ifølge avis prøvemedlemmer i HA.
To mænd med tilknytning til Hells Angels kastede sidste år molotovcocktails mod Bandidos' daværende klubhus i Viby J.
Fredag er de begge blevet dømt af Retten i Aarhus for at have udført brandattentatet.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra politiets særlige afdeling National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Den ene er en 42-årig mand fra Horsens, mens den anden er 28 år og fra Aarhus. Ifølge Århus Stiftstidende var de to mænd "prospects" - altså prøvemedlemmer - i Hells Angels' aarhusianske afdeling.
Retten i Aarhus har straffet den 42-årige mand med et års fængsel, mens den 28-årige idømmes fængsel i et år og fem måneder. Sidstnævnte er også fundet skyldig i besiddelse af en riffel.
Brandattentatet fandt sted kort efter midnat 5. februar sidste år.
Først kastede mændene en sten igennem en rude i Bandidos-klubhuset. Dernæst kastede de fem molotovcocktails ind i bygningen.
Molotovcocktails er en form for hjemmelavet brandbombe, hvor brandbar væske hældes i en flaske. I flaskens top anbringes et stykke tekstil, som antændes, og flasken kastes. Når den knuses antændes væsken.
Brandattentatet mislykkedes dog, da anslaget ikke forårsagede antændelse af ejendommen eller inventar. Der var ingen personer i huset på gerningstidspunktet.
Den 28-årige modtog dommen, mens den 42-årige har udbedt sig betænkningstid, i forhold til om han vil anke til landsretten.
Specialanklager i NSK Jhin Lee kalder det for en alvorlig sag.
- Heldigvis var huset tomt på gerningstidspunktet, og ilden fik ikke fat i bygningen.
- Set i lyset af, at der ikke opholdt sig personer i bygningen, er jeg tilfreds med, at retten har udmålt en mærkbar fængselsstraf for forbrydelsen, siger han i pressemeddelelsen.
Bandidos blev 22. maj sidste år forbudt midlertidigt. Dermed blev det ulovligt at videreføre banden. I øjeblikket verserer en langvarig retssag ved Retten i Helsingør, som skal vurdere, om forbuddet skal gøres permanent.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned