Hackede netbank

En 54-årig mand fra Nakskov er i Retten i Nykøbing F. dømt for forsøg på hæleri i forbindelse med nogle overførsler af euro på nettet.

Han blev dømt for at tage sig betalt for at modtage et beløb på 6.000 euro på sin firmakonto i Lollands Bank og derefter forsøge at videresende beløbet til en person med adresse i Kiev i Ukraine. Den 54-årige nakskovit havde beholdt et beløb på 240 euro, svarende til 1.800 kroner, for sin ulejlighed.

Overførslen til Ukraine blev imidlertid forhindret, da den 54-årige ville hæve pengene i Lollands Bank. Den lokale bank havde fået en anmodning fra Volksbank i Tyskland om at pengene blev tilbageholdt, da de var hacket fra en konto i denne tyske bank.

Retten fandt, at han burde vide, at pengene var stjålet. Dommen lød på 40 dages betinget fængsel og samfundstjeneste.

Den 54-årige ankede sagen til landsretten.

Foto: Arkivfoto

Mand fra Nakskov har fået dom for hæleri efter hacking af netbank.

Offentliggjort Sidst opdateret