Hackersag: DF kræver ministers svar om forkerte oplysninger
Svensk politi oplyser, at man allerede i juni 2012 advarede Danmark om hackerangreb.
Via Folketingets Retsudvalg forlanger retsordfører Peter Skaarup (DF) nu svar på, hvorfor Folketinget angiveligt har fået forelagt forkerte oplysninger fra politiet i den store CSC-hackersag, som i denne tid verserer ved Retten på Frederiksberg.
Politiet havde i første omgang oplyst, at man havde modtaget en henvendelse fra svensk politi i sagen i januar 2013.
Men i den forgangne uge er det under retssagen kommet frem, at svenskerne henvendte sig langt tidligere, nemlig allerede i juni 2012 og derefter tre gange i løbet af efteråret.
- Det er altid alvorligt, når Folketinget modtager forkerte oplysninger, og derfor vil vi også bede justitsministeren om at skabe fuld klarhed over, hvad der er foregået, siger Peter Skaarup til Ritzau.
Det er i forbindelse med afhøringerne af svenske politifolk og dokumentation af rapportmateriale i sagen, at tidspunkterne for svenskernes henvendelser er kommet frem.
Svenskerne henvendte sig i forbindelse med efterforskningen af en svensk hackersag mod firmaet Logica, som løser it-opgaver for staten i Sverige, ligesom CSC gør det i Danmark.
Den svenske efterforskning viste, at den computer, som var blevet anvendt til hackerangrebet i den svenske sag, også var blevet brugt mod CSC.
Peter Skaarup mener nu, at man også bør overveje at lade staten selv varetage vigtige it-opgaver, som for eksempel driften af personfølsomme registre.
- I sagen har vi set det formentlig største og mest velorganiserede angreb mod fortrolige oplysninger, og hvis sikkerheden ikke kan varetages godt nok af andre, så må man overveje, om nogle af opgaverne skal trækkes tilbage, siger retsordføreren.
I den forgangne uge kom det blandt andet frem, at it-specialister ved Forsvarets Efterretningstjeneste på kort tid kunne bryde 811 krypterede adgangskoder og brugernavne fra en brugerdatabase, som blev stjålet ved hackerangrebet mod CSC i 2012.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker