HA'ere fængslet for drabsforsøg på deres egne
To mænd på 26 og 32 år med tilknytning til Hells Angels er i et grundlovsforhør bag lukkede døre blevet fængslet til den 9. oktober for drabsforsøget fredag på Amager mod to mænd - også med tilknytning til Hells Angels.
De sigtes for drabsforsøg og den 32-årige også for ulovlig våbenbesiddelse, da politiet fandt to pistoler med ammunition under anholdelserne på Amager. De nægter sig skyldige.
- Der er tale om et fuldgyldigt medlem af Hells Angels på 26 år og en prospekt i klubben på 32 år, siger politikommissær Knud Hvass til Ritzau.
Den 32-åriges mor på 58 år blev også anholdt. Hun er sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, da politiet fandt to de to pistoler hjemme hos hende, men hun er blevet løsladt.
Politiet ved endnu ikke, om en af de to pistoler blev brugt, da en 32-årig mand - der for nylig blev smidt ud af rockerklubben - blev fundet med et skud i låret på bagsædet af en bil på Amager.
Et andet tidligere medlem af Hells Angels - en 31-årig mand - fik ved samme episode fredag aften knivstik og flere slag, før han blev smidt ud af en bil.
Det er intens efterforskning og hjælp fra borgere, der har ledt politiet på sporet af de anholdte.
- Vi har fået nogle henvendelser fra offentligheden, der har gjort, at vi har kunnet foretage de her anholdelser, fortæller Knud Hvass.
Kort efter de to drabsforsøg anholdt politiet 30 rockere med tilknytning til Hells Angels. Alle blev dog senere løsladt igen.
Politiet betragter drabsforsøgene som et internt opgør i Hells Angels, og derfor ikke en del af den nye konflikt mellem rockerklubberne Bandidos og Hells Angels.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker