Hævet trusselsniveau i Sverige ændrer ikke det danske
Torsdag er trusselsniveauet for terror blevet hævet i Sverige. Men det ændrer ikke ved trusselsniveauet i Danmark, oplyser Politiets Efterretningstjeneste (PET). (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Politiets Efterretningstjeneste arbejder tæt sammen med deres svenske kolleger som følge af koranafbrændinger.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) hæver ikke trusselsniveauet i Danmark trods den seneste tids koranafbrændinger.
Det oplyser tjenesten i en kommentar til Ritzau torsdag, efter at de svenske myndigheder har hævet trusselsniveauet i Sverige.
- Terrortruslen mod Danmark og danske interesser i udlandet har i en længere årrække været på niveauet "alvorlig", som er niveau 4 ud af 5. Det svarer til det niveau, som Sverige nu går op på, lyder det.
PET skriver, at truslen er blevet skærpet, men at der ikke er grund til at betegne trusselsniveauet som "meget alvorlig", som er det PET regner som niveau 5.
Det er første gang siden 2016, at niveauet hæves til 4 i Sverige.
Niveau 4 indebærer, at aktører har til hensigt og kapacitet til at gennemføre angreb, og at der dermed er en konkret trussel mod landet.
Det lå senest på 4 i perioden 2015-2016, da gruppen Islamisk Stat opfordrede til terrorhandlinger i Europa, samtidig med at Sverige i 2015 modtog usædvanligt mange flygtninge.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
- PET er naturligvis i tæt kontakt med de relevante svenske myndigheder og følger situationens udvikling og vurderer dens indvirkning på det samlede trusselsbillede i Danmark, skriver PET.
PET understreger, at tjenesten træffer de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.
I løbet af foråret og sommeren har der været en række koranafbrændinger i Danmark og Sverige, og det har vakt stor vrede i flere muslimske lande.
Den danske regering har meddelt, at den vil se på, om man kan forbyde afbrænding af koranen og andre hellige skrifter i særlige situationer.
Ifølge PET er truslen blevet skærpet efter koranafbrændingerne, selv om tjenesten ikke forhøjer niveauet.
Det har ført til en skærpet grænsekontrol i Danmark. Foreløbigt er kontrollen forlænget til og med 22. august.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker