Halmbrand på gård ved Nøbbet

Foto: De mange store halmballer lå lige op til laden, som heldigvis ikke var helt fyldt. Slukningen vil vare mange timer. Foto: Mogens Warrer

Mystisk brand i stor bunke bigballer lige op til gårdens halmlade.

Offentliggjort Sidst opdateret

Brandvæsnet fra Nakskov blev onsdag klokken 19.18 kaldt til gårdbrand på Pindshulevej 38 ved Nøbbet. Det viste sig heldigvis ikke at være selve gården, men en kæmpemæssig bunke med mange tons bigballer af halm der brændte på pladsen ved gårdens halmlade.

Halmen lå helt op til laden, men da denne kun var fyldt i den ene ende og vinden samtidig bar fra, lykkedes det hurtigt at sikre halmladen. Slukningen af den store bunke halm, som ifølge vidner har ligget i flere år, bliver imidlertid en langvarig affære. Ved 22-tiden kunne en del af brandmandskabet sendes hjem, men tilbage blev en brandvagt til efterslukning.

I første omgang kørte man i pendulfart med vandtankvogne, men da der var brugt knapt 20 tons vand, besluttede indsatslederen klokken 20.30 at tilkalde en såkaldt slangetender, som lage slanger ud til en gammel branddam adskillige hundrede meter fra stedet. Herfra kunne vandet derefter pumpes til brandstedet hvor gårdens ejer forsøgte at sprede bunken af halm med en grab, så den var lettere at slukke.

Brandårsagen er ukendt, men brandvæsnets indsatsleder vil godt bruge udtrykket mystisk. Der er ingen naturlig forklaring på at en stor bunke halmballer pludselig begynder at brænde.