Hård linje har ikke stoppet rekruttering

Trods stribevis af fængselsdomme til landets bandemedlemmer fortsætter banderne med uformindsket styrke med at hverve nye folk, som kan træde i de fængslede kumpaners sted. Det beretter chefen for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), Kim Kliver.

- Selvom vi har fået fængslet en lang række bandemedlemmer, så er det til stadighed muligt for banderne at rekruttere villige nye medlemmer, lyder det fra Kim Kliver.

- Banderne får som oftest fat i folk, når de er fyldt 18 år. Rekrutteringen foregår alle mulige steder - i fitnessklubber, i fængsler og i hooliganmiljøer - men fælles for rekrutterne er, at de på en eller anden måde har bevist, at de er villige til at ofre sig for bandefællesskabet, ligesom de har vist deres kapacitet i forhold til at begå kriminalitet, siger han.

I Rigspolitiets banderapport fra 2008 var antallet af overvågede bandemedlemmer i Danmark opgjort til 944. Men alene i løbet af årets fire første måneder voksede det tal med 175 personer, så listen allerede i april talte 1119 medlemmer.

Om listen siden er blevet endnu længere, vil Kim Kliver ikke oplyse.

- Den massive mediedækning og den meget polariserende retorik fra banderne har gjort, at bandemiljøet fremstår mere attraktivt for visse marginaliserede personer, så vi må sige, at der det seneste år er kommet flere kunder i butikken, siger Kim Kliver.

/ritzau/

De mange fængslinger af bandemedlemmer har ikke forhindret banderne i at rekruttere nye våbenbrødre, lyder det fra Rigspolitiet.

Offentliggjort Sidst opdateret