Hårdere straf for voldtægt mod bevidstløse kvinder
Voldtægtsmænd kan se frem til en betydeligt hårdere straf end i dag, hvis de voldtager kvinder, som er bevidstløse, sovende eller stærkt berusede.
Justitsminister Morten Bødskov (S) vil ophæve en gammel bestemmelse om, at det giver en lavere straf at voldtage en person i hjælpeløs tilstand frem for en person, der godt er klar over forbrydelsen. Det skriver Politiken Søndag.
- Regeringen skærper voldtægtsbestemmelsen i straffeloven, så voldtægt af en person i hjælpeløs tilstand bliver sidestillet med almindelig voldtægt. Vi mener, at voldtægt er voldtægt, siger Morten Bødskov til avisen.
- Og det er jo virkelig alvorligt. Når det handler om straframmen, skal der ikke være forskel på, om den pågældende, der bliver voldtaget, er sagesløs, fordi vedkommende er stærkt beruset eller bevidstløs eller er faldet i søvn. Der skal ikke være forskel, siger han.
Planen er, at strafferammen bliver forhøjet med fængsel indtil otte år og med en skærpet strafferamme med fængsel indtil 12 år, skriver Politiken.
Forslaget er en del af en omfattende revision af hele kapitel 24 i straffeloven, der handler om seksualforbrydelser.
Regeringen præsenterer i den kommende uge et udspil, der er en udløber af den 900 sider lange betænkning, som blev offentliggjort af Straffelovrådet i november.
Stramningen af loven møder bred politisk opbakning:
- Jeg er helt enig i, at det ikke skal give rabat, at man ikke har bedøvet offeret selv, men "blot" udnytter, at offeret er hjælpeløst.
- Jeg har aldrig forstået logikken bag, at man fik rabat på at voldtage et hjælpeløst offer, siger retsordfører i Dansk Folkeparti Peter Skaarup til Politiken.
Samme holdning har ordførerkollegaen Karsten Lauritzen fra Venstre:
- Vi er enige med regeringen. Vi ser gerne strengere straffe for alvorlig personfarlig kriminalitet. Jeg har svært ved at se, hvorfor man skal have rabat, hvis man voldtager en sagesløs.
- Det giver ikke mening i Nordjylland, hvor jeg kommer fra, siger han til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde