Et lagerhotel på Amager har i et års tid fungeret som en gruppe hashandleres højst utraditionelle bankboks.
Københavns Byret fandt fredag en stilladsarbejder skyldig i at have fungeret som den, der har indsamlede mindst 30 millioner kroner fra hashhandel i hovedstaden.
Den 27-årige Jesper Vilhelmsen straffes med fængsel i fire år og seks måneder for groft hæleri.
Hans rolle var at samle penge ind hos hashsælgere og så lægge stakkevis af kontanter til side i et depotrum hos Shurgard i Kastrup.
Cirka hver tredje dag afleverede den arbejdsløse stilladsarbejder hashpengene i depotrummet, som sælgere så med jævne mellemrum har tømt.
På den måde undgik sælgerne at skulle have risikable direkte møder med købernes stik-i-rend dreng.
Den 27-årige har tilstået et beløb på cirka 10 millioner kroner i løbet af de 13 måneder fra maj 2009 til juni i år, da han ved et rent tilfælde blev afsløret.
Omvendt mente anklageren, at der var tale om mindst 50 millioner kroner.
Kun en mindre del af den enorme omsætning lander nu i statskassen. Byretten har konfiskeret 4,6 millioner kroner.
Da Jesper Vilhelmsen blev anholdt 9. juni, lå der 3,7 millioner kroner og 75.500 euro i depotrummet.
I hans rygsæk lå godt en halv million kroner, og betjentene fandt desuden 80.000 kroner i hans bil og yderligere 76.000 kroner på hans bopæl i det indre København.
Svimlende store millionbeløb er ikke et ukendt fænomen i hashbranchen. Sidste år blev en tysk kvinde, der gik under tilnavnet "Madam Blå", idømt seks års fængsel for at have transporteret 31,5 millioner kroner ud af landet.
Den 27-årige overvejer nu, om han vil anke dommen til landsretten.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde