Hash-vagt flygtet fra sikret institution
En 17-årig dreng, som sammen med 23 andre er tiltalt for at stå bag organiseret handel med hash i Jægersborggade på Nørrebro er stukket af fra den sikrede institution Sønderbro på Amager.
- Men samtidig har vi anholdt en 23-årig mand, som er efterlyst i sagen. Han blev anholdt hos sin søster, fortæller politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fra Københavns Politis afdeling for organiseret kriminalitet til Ritzau.
Politiet efterlyser på nuværende tidspunkt fire personer, som er på fri fod i sagen. Mændene blev i april løsladt af en dommer i Københavns Byret, men en måned efter bestemte landsretten, at de skulle varetægtsfængsles.
Politiet har tidligere anholdt fire af mændene igen og manglede derfor kun at finde de sidste fire. Men med weekendens flugt var antallet af eftersøgte pludselig oppe på fem indtil gårsdagens anholdelse.
De eftersøgte har ifølge politiet fungeret som vagter i forbindelse med det organiserede hashsalg, der foregår i Jægersborggade.
- Jeg vil gerne opfordre de sidste fire til at melde sig selv, for vi bruger mange ressourcer på at lede efter dem, siger Steffen Thaaning Steffensen.
Politiet arbejder i øjeblikket på at få ophævet et navneforbud i sagen, så man kan efterlyse de fire offentligt med navn og billede.
Ifølge Steffen Thaaning Steffensen er det uklart, hvordan det kunne lykkes for den 17-årige at flygte fra den sikrede institution.
- Han flygtede sammen med en anden, og de er formentlig kommet ud ved brug af rette nøgle. Ham den anden har meldt sig selv igen, men det har den 17-årige ikke, siger Steffen Thaaning Steffensen.
Sagen mod de 24 begynder ved retten til oktober. Den er så omfattende, at den kommer til at køre helt til en gang i 2015.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned