Hashchauffør ryger i fængsel

En 28-årig chauffør fra Nordsjælland er af retten i Nykøbing Falster dømt til to år og seks måneder bag tremmer.

Da dommen var afsagt, blev manden fængslet med henblik på direkte afsoning, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den dømte mand ankom om morgenen den 20. marts til Rødby Havn i en dansk registreret lastbil og blev udsat for en rutinekontrol.

Her reagerede en narkohund tydeligt på en udvendig pallekasse, der ud over paller også indeholdt flere sportstasker fyldt med hash.

Til at begynde med nægtede chaufføren at kende til de store sportstasker, der viste sig at indeholde i alt 132 kilo hash. Han sagde, at andre måtte have gemt stofferne i lastbilen under en pause.

Senere erkendte chaufføren dog smugleriet.

/ritzau/

28-årig chauffør fra Nordsjælland skal to år og seks måneder i fængsel for at smugle 132 kilo hash. Det var en narkohund, der afslørede smugleriet.

Offentliggjort Sidst opdateret