Hashhandlere har haft en højst utraditionel bankboks på Amager. Op mod 50 millioner kroner har leverandører i løbet af et års tid hentet i et depotrum i et lagerhotel.
Det hævder Københavns Politi i en straffesag, som onsdag blev indledt i byretten.
Her er en mand i 20'erne tiltalt for groft hæleri i forhold til de mange millioner. Han siger dog, at det "kun" drejer sig om cirka 10 millioner kroner.
Mandens opgave har bestået i at hente penge hos forskellige købere af hashen og derefter lægge dem i depotrummet hos firmaet Shurgard i Kastrup.
Derefter har hashsælgerne selv med jævne mellemrum tømt depotrummet.
Hashhandlernes stik-i-rend-dreng blev anholdt om aftenen 9. juni, da han var midt i arbejdet.
I rygsækken lå 592.000 kroner, og i depotrummet fandt betjentene 3,7 millioner kroner og godt 75.000 euro.
Da mandens bil blev undersøgt, dukkede yderligere 80.000 kroner op, og i lejligheden i det indre København var 76.000 kroner gemt i et skab.
I hvert tilfælde lå pengesedlerne i bundter med 100 styk, fortalte han.
Den karseklippede mand nægter i øvrigt et andet punkt i tiltalen om, at han skal have overdraget 10 kilo hash til en anden person.
Mandens kammerat fra soldatertiden som udsendt til Kosovo har spillet en lille rolle som den, der officielt lejede depotrummet.
Lejeren brød sammen i byretten onsdag morgen. Grædende sagde han, at han havde skuffet sin familie og mistet sin kæreste på sit engagement.
I hans tilfælde er resultatet blevet en betinget dom. Kammeraten med de mange millioner får først sin dom senere.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned