Det lugtede anderledes end sædvanligt, da brandvæsnet i aftes kort efter klokken 23.19 nåede frem til Kattesundet i Nakskov, hvor der var meldt om brand i en etageejendom.
Meldingen lød alarmerende, idet alarmcentralen fik besked om at der var personer i ejendommen, som man forsøgte at evakuere. Derfor blev der også sendt en ambulance til stedet.
Det var ikke en etageejendom, men et gammelt hus med udnyttet tagetage, og i huset bor en 38-årig mand, som var noget omtåget og havde svært ved at forklare, hvad der skete. Det viste sig at han havde hygget sig med at ryge “fjolletobak”, og det var årsagen til, at der lugtede anderledes på stedet.
Der havde dog også været en mindre brand, viste det sig, idet den 38-årige havde rigget en støvsuger op, som han brugte til at fjerne hashtågerne fra stuen, når han skulle hygge. Ifølge politiet var støvsugeren formentlig blevet overbelastet. I hvert fald var der ild i den, men brandfolkene smed den ud og slukkede med sne.
Politiet ransagede derefter den 38-åriges hus og fandt 82 gram hash i et køleskab. Hashen er fjernet og den 38-årige blandt andet sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde