Havfruen er tilbage efter sit Kina-eventyr

Efter et længere udlandsophold i Kina er Den Lille Havfrue tilbage og klar til at overvintre på sin vante plads på Langelinie i København.

Den Lille Havfrue formåede i særdeleshed at gøre opmærksom på sig selv i Kina, men hendes hjemkomst er da også svær at overse. Omkring et par hundrede danskere og en stor gruppe asiatiske journalister og turister bød hende lørdag omkring klokken 14 velkommen hjem.

Også økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), Københavns overborgmester Frank Jensen (S) og Kinas ambassadør i Danmark, Xie Hangsheng, var blandt tilskuerne, da havfruen blev løftet ned på sin sten igen.

Den Lille Havfrues charmeoffensiv på verdensudstillingen i Kina har trukket masser af gæster. I starten regnede man med omkring tre millioner besøgende ved den danske stand i Shanghai.

Men virkeligheden oversteg forventningerne, og 5,5 millioner - svarende til Danmarks befolkning - endte med at lægge vejen forbi fruen på stenen.

De kinesiske medier skrev i alt 770 trykte artikler om havfruen. Det svarer i gennemsnit til tre historier om dagen, mens havfruen var i Kina som en del af det danske bidrag ved verdensudstillingen.

Selvom kineserne muligvis har fået smag for Danmark, er turisterne i hovedstaden det seneste halve år blevet snydt for at møde Den Lille Havfrue. Derfor er økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) heller ikke i tvivl om vigtigheden af, at hun nu er vendt hjem igen.

- Det betyder faktisk mere, end man lige skulle tro. For jeg løber eller cykler tit her forbi og har set mange turister stå ude på Langelinie og sukke, siger Brian Mikkelsen.

Selvom Havfruen er hjemme i vandte omgivelser, kommer hun næppe til at sidde helt, som hun plejer. Der er nemlig blevet lavet et helt nyt fundament til havfruen, da det gamle nærmest var opløst i vandet.

/ritzau/

Eventyret om Den Lille Havfrue i Kina er slut. Efter et turistfremstød i den folkerige nation er hun tilbage.

Offentliggjort Sidst opdateret