Helikopter vælter under øvelse i lufthavn

En helikopter nåede dårligt at lette fra Tune Lufthavn ved Roskilde lørdag eftermiddag, før den pludselig tippede og lagde sig på siden.

Årsagen er, at helikopteren, der skulle ud på en øvelsesflyvning, hang fast i græsset og derfor ikke kunne lette, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

- På vej op føler piloten, at en af mederne hænger fast i græsset, og så tipper den rundt, fortæller politiets vagtchef, Michael Hansen.

Ingen af de to piloter kom noget til, men helikopteren skal nu igennem en større reparation.

- Rotoren går ned og rammer jorden og bliver herefter slynget noget nær 30 meter væk, siger Michael Hansen.

/ritzau/

To piloter gik glip af en flyvetur lørdag, da deres helikopter hang fast i græsset og væltede.

Offentliggjort Sidst opdateret