Hemmeligt PET-bevis dukker op i terrorsag
Et vigtigt bevis fra Politiets Efterretningstjeneste, PET, i sagen, hvor fem unge mænd er tiltalt for terrorbrandstiftelser, har været hemmeligholdt indtil nu.
Beviset er vigtigt, fordi det slår fast, at en af de tiltalte opholdt sig i sin lejlighed på Nørrebro på det tidspunkt, hvor en brand blev antændt på den græske ambassade i indre by i København.
PET har gennem længere tid skygget manden. Man har også haft videoovervågning ved bagdøren til den bygning, hvor manden bor, og det er oplysningen om videoovervågningen, som onsdag ser dagens lys under retssagen i Københavns Byret.
Overvågningen viser, at manden ikke kan have sneget sig ud af bagdøren og dermed har undgået at blive set af de PET-agenter, som befandt sig ved bygningens fordør, den aften og nat, hvor der blev stukket ild på ambassaden.
- Retten har udsat datoen for underretning om indgrebet til min klient til i dag, fortæller mandens advokat, Hanne Reumert.
Ifølge hende har PET-beviset været så hemmeligt, at selv anklagemyndigheden først fik nys om eksistensen af det sent i forløbet.
I forbindelse med forlængelsen af varetægtsfængsling af manden har anklagemyndigheden nemlig flere gange ifølge Hanne Reumert argumenteret for, at manden havde haft mulighed for at snige sig ud af bagdøren.
Nu fortæller anklager Bo Bjerregaard, at det ikke længere er anklagemyndighedens påstand. Han mener dog stadig, at manden er medskyldig i ambassadebranden.
Det er Københavns Byret, som i hemmelige retsmøder har godkendt PET's overvågning, og som har bestemt, at det først er i dag, at den tiltalte måtte få at vide, at hans bagdør blev overvåget.
Hanne Reumert er bekymret for, at der kan være flere hemmelige oplysninger fra PET, som kunne være interessant for forsvarsadvokaterne i sagen.
- Spørgsmålet er jo, om de alle er blevet overvåget, siger Hanne Reumert.
De fem mænd i sagen er tiltalt efter straffelovens terrorparagraf, fordi anklagemyndigheden mener, at de står bag en stribe politisk motiverede brandangreb mod virksomheder og politiets bygninger.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde