Hjælper i kæmpe sag om hvidvask er overrasket over dom
Aktiviteter i en stribe lande skulle skjule hvidvask af milliarder, siger specialanklager efter dom.
- Han er meget overrasket.
Sådan siger advokat Henrik Stagetorn fredag om sin klients reaktion på, at han er dømt for medvirken til hvidvask af 29 milliarder kroner.
Den 58-årige mands rolle var at være direktør i danske kommanditselskaber, som ifølge Københavns Byret alene var oprettet for at muliggøre hvidvask af enorme beløb. Pengene strømmede blandt andet gennem Danske Banks filial i Estland.
Straffen blev fængsel i syv år.
Den gråhårede Arunas Masenas er litauisk statsborger, men frifindes for kravet om udvisning. Til gengæld mister han sin ejerandel af en ejendom i Uggerløse.
Tidligere under sagen er det kommet frem, at han tjente gode penge på blot at sætte sin underskrift på dokumenter vedrørende selskaberne. Jobbet indebar et par timers arbejde ugentligt. I et enkelt år fik han 361.000 kroner.
- Det var en bedre løn, end da jeg arbejdede som rengøringsmand, har han sagt i et tidligere retsmøde.
Han har på stedet anket til Østre Landsret. Kravet er frifindelse.
I fredagens dom er mandens chef, danskrussiske Irene Ellert, blevet idømt fængsel i ni år. For hende var beløbet 26 milliarder kroner. Hun stiftede og administrerede selskaberne, og også hun har straks anket til landsretten.
En af anklagerne påpeger i en kommentar, at sagen er den første af sin art, fordi personer, der på professionel måde faciliterer og muliggør hvidvask, er blevet fundet skyldige.
Et led i en lang kæde er med fredagens dom klippet over.
- Der har været tale om en meget kompleks sag, hvor et stort netværk af personer i Danmark og udlandet har gjort sig stor umage for at skjule udbyttet fra kriminalitet ved blandt andet at oprette selskaber i ét land, bankkonto i et andet, registrere ejere i et tredje og et fjerde land samt at modtage og overføre penge til selskaber og banker i et femte og sjette land, siger specialanklager Lisette Jørgensen i en pressemeddelelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker