Hjemmehjælp stjal 79.000 fra syg kvinde

Foto: Polfoto

Offentliggjort Sidst opdateret

I januar 2011 havde en syg 78-årig kvinde i Nykøbing cirka 105.000 kroner på sin bankkonto.

Efter hendes død to måneder senere stod der kun 25.000 kroner på den samme konto.

Familien til den afdøde kvinde anmeldte sagen til politiet, der fattede mistanke til en af kvindens hjemmehjælpere, en 46-årig kvinde fra Næstved.

I går blev kvinden, Laila Larsen, fundet skyldig og idømt tre måneders ubetinget fængsel. Hun blev også dømt til at betale 79.000 kroner til dødsboet efter den 78-årige kvinde. Hjemmehjælperen blev i øvrigt bortvist fra sin arbejdsplads, da sagen kom frem.

Den 46-årige kvinde begyndte i december 2010 som fast aftenvagt hos den 78-årige. Den ældre kvinde var svækket af sygdom og alderdom og havde kun lidt telefonkontakt til sin søster.

Gennem de næste måneder skrev den 78-årige kvinde ni checks ud, og hjemmehjælperen hævede lidt over 80.000 kroner.

Den 46-årige erkendte, at hun havde fået og hævet de ni checks i forskellige banker og butikker.

- Jeg købte mad til hende, og der var også penge til regninger, sagde den 46-årige kvinde.

Men madindkøbene beløb sig kun til et par tusinde kroner, og den ældre og syge kvinde havde ingen regninger af betydning.

Den 46-årige kvinde fastholdt, at hun ikke selv havde taget de 79.000 kroner.

- Jeg lagde dem tilbage i en skuffe, under en chokoladeæske, sagde Laila Larsen flere gange under det lange retsmøde. Under sagen kom det frem, at hun havde en stor privat gæld.

Den dømtes forsvarer, Nicolas Symes, ankede på stedet dommen til frifindelse ved Østre Landsret.