Hjemmerøvere truede med en pumpgun

En 60-årig mand blev truet med en pumpgun, da to maskerede røvere overfaldt ham under et groft hjemmerøveri i Albertslund.

Sent fredag aften ringede det på døren til villaen i Lerstræde i Albertslund. Da villaens ejer åbnede, blev han mødt af to mørkklædte og maskerede personer, en mand og en kvinde.

De tvang ham til at udlevere nøglen til hans våbenskab og bagbandt ham. De tog de 14 jagtvåben og pistoler.

- Der er tale om våben, som manden lovligt var i besiddelse af, siger vagtchefen for Københavns Vestegns Politi, Henrik Frandsen.

Foruden våbnene tog røverparret et beløb på 20.000 kroner, før de forsvandt i offerets grønne Toyota Avensis Verso med registreringsnummeret SC 97 114.

Da røverne var forsvundet, råbte manden på hjælp. Det blev hørt af en nabo, som slog alarm.

Den mandlige røver er 185-190 cm høj og muskuløs af bygning. Han var klædt helt i mørkt, havde en sort elefanthue på og var malet sort i ansigtet. Under røveriet talte han både dansk og engelsk.

Kvinden er 160-170 cm høj og spinkel af bygning. Hun var ligeledes iført mørkt tøj og elefanthue. Kvinden talte kun engelsk under røveriet.

Flugtbilen er endnu ikke fundet. Foreløbig er Københavns Vestegns Politi i gang med at undersøge villaen for tekniske spor.

/ritzau/

To hjemmerøvere truede en 60-årig mand i Albertslund med en pumpgun og forsvandt med jagtvåben og pistoler samt 20.000 kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret