Hjemmeværnet skal overvåge oversvømmet område
Politiet i Nordsjælland har tilkaldt Hjemmeværnet for at undgå plyndring af huse i et boligområde i Frederikssund, hvor nogle ejendomme er blevet evakueret på grund af oversvømmelser efter stormen Bodil.
I et område omkring Mågevej i Frederikssund har politiet konstateret tegn på indbrud i et eller to af de huse, der for øjeblikket er ubeboelige på grund af vandmasserne.
- Nu sætter vi Hjemmeværnet til at observere og tilkalde politiet, hvis der er tegn på, at det sker igen, siger vagtchef Steffen Østergaard, Nordsjællands Politi.
Politiet har endnu ikke overblik over, om der er stjålet noget.
Mågevej-området er et af de steder, der er hårdest ramt af oversvømmelser efter stormen. Og vandet er endnu ikke væk fra området, oplyser vagtchefen.
- Skadeservice arbejder stadig i området med at pumpe vand væk, og pumperne vil være i gang indtil engang tirsdag, siger han.
Beredskabsstyrelsen oplyste mandag, at dens mandskab har pumpet omkring en milliard liter vand væk fra områder, der er ramt af oversvømmelser, efter at stormen ramte landet.
Området omkring Roskilde Fjord er et af de hårdest ramte af de stormflodslignende forhold efter stormen.
Ud over at pumpe vand væk har det været nødvendigt at lægge sandsække ud omkring boligkvarterer i blandt andet Frederikssund for at dæmme op for vandmasserne.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie