Hjernen bag terrorplan mod JP får sin straf
Foto: Carol Renaud /Scanpix
Carol Renaud /Scanpix
Det ændrer med ét slag hverdagen på Jyllands-Posten, da to mænd i 2009 bliver anholdt i USA, og planer om at slå til mod Jylland-Posten bliver afsløret.
Torsdag får den ene, hjernen bag det planlagte terrorangreb mod avisen, David Coleman Headley, udmålt sin straf af retten i Chicago. Han får sandsynligvis en straf på livstid i fængsel uden mulighed for prøveløsladelse.
Strafudmålingen sætter et punktum i sagen, hvor Headley og en medsammensvoren planlagde at dræbe så mange som muligt på den daværende redaktion på Kongens Nytorv i København og smide afhuggede hoveder ud vinduerne.
Både Jyllands-Postens hovedsæde i Viby i Jylland og bladhuset på Rådhuspladsen har de seneste tre-fire år været gennem en omfattende terrorsikring.
Faren for terroranslag mod det danske dagblad lever dog stadig, her syv-otte år efter de omstridte Muhammed-tegninger, vurderer en terrorforsker. Selv mod det topsikrede avis-hovedkvarter på Ravnsbjerg Bakke i Viby ved Aarhus.
- Hovedsædet er formentlig den tredje mest sikre bygning i Danmark efter den amerikanske ambassade og PET's hovedkvarter. Bygningen er som et fort, så den er svær at ramme, men terroristerne vil stadig lægge planer for det, siger Magnus Ranstorp fra forskningsinstitutionen The Swedish National Defence College i Stockholm.
- Det kan så betyde, at terrortruslen rykker ud i gaderne til resten af Danmark, eller at de vil gå efter specifikke individer såsom redaktører og karikaturtegnere, tilføjer terrorforskeren.
Hovedsædet i Viby er omgivet af et godt 2,50 meter højt metalhegn, og de mange hundrede meter hegn er spækket med overvågningskameraer.
Bag hegnet er placeret kampesten, der vil kunne standse eventuelle biler, der braser gennem hegnet.
Indkørsel med bil til selve hovedsædet sker gennem en kraftig sluseport, som betyder, at porten bag bilen skal være lukket, inden den næste port kan åbnes.
Medarbejdere i Viby og på Rådhuspladsen går gennem en særlig indgang eller sluse, hvor kun én person ad gangen kan passere efter brug af personlig kode.
JP/Politikens Hus har også ansat en sikkerhedschef.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker